Ekskoner fra helvede

Ekskoner fra helvede… Vidste du at kvindemennesket, er det eneste pattedyr, hvor hunner kæmper om deres hanner? Pisser deres territorier af, så at sige. I “naturens verden,” er det omvendt. Her viser hannen den rødeste aberøv, eller største gevir. Eller slås. Well…

For en del i min alder, der har passeret den akut “nu er jeg blevet vanvittig, og må ud og realisere mig selv,” fase – der med hånden på hjertet, indtræffer hos stort set alle KVINDER omkring et par og fyrre… som du kan læse om HER, http://sannegottlieb.dk/?p=106 er vi så endt i noget helt nyt og ukendt…sammenbragt familie konstellationen. Denne nye familieform, som ikke er en “rigtig familie,” for det er jo ikke dine børn.

Det er her du kan trække nitten eller den store gevinst…

Og det er her at du vil støde ind i fænomenet ekskoner. De kvinder, der for første gang i dit liv, vil udfordre dig på din egen rolle i den her nye familiekonstellation. Hende som kan blive din nye bedste veninde, (ja det sker faktisk…) eller hende, du ville ønske kunne blive opslugt af et hul i jorden.  Ekskonen eller kæresten, er den der har elsket din kæreste og født hans børn. Den han har elsket og måske troet han skulle være sammen med, til døden dem skilte. Det skulle de så bare ikke. Af den ene eller anden grund.

Nu er jeg selv ekskone, så derfor har jeg mit på det tørre, når jeg kan fortælle hvad man bør gøre som ekskone , og hvad man IKKE skal gøre.

God opførsel. Det her skal du gøre:

Er dine børn glade for den nye kone/kæreste? Så sig tak til hende. Skriv det. Fortæl det face to face. Ring. Skype (som jeg gjorde.) Også selv om det stikker i dit hjerte i begyndelsen, at du deler dit hjerteblod med en fremmed. Bare sig tak.

Hun har ikke bedt om dine børn. Hun har bedt om din ekskæreste. Hun gør måske det, som du selv gjorde da du endnu var sammen med deres far. Hun laver madpakker. Lægger et barn i seng. Fejrer fødselsdag. Laver pakkekalender. Bager kager og boller i umulige størrelser, fordi en barnehånd er uforudsigelig…henter fra skole. Trøster. Krammer. Børster tænder på en der ikke kan alene endnu. Griner og skaber et bånd til DINE børn. Og her kommer dit altomsluttende moderdyr ind i billedet. Du har født dem, men du kan ikke bestemme en skid derfra. Eller – jo – men ikke hvem de kommer til at elske og knytter sig til. Bare sig TAK.

Dårlig opførsel. Det her skal du aldrig gøre:

Se hende som en konkurrent. Især hvis du selv er den der gik. Tale grimt om din eksmand/kæreste, hvis du møder hende til en kop kaffe, når du lige vil se “om hun er acceptabel nok,” til at være sammen med dine børn, de dage din eks har dem. Tro mig. Hvis hun ikke var det, ville din eks nok ikke bo med hende. Han elsker også jeres børn. Og hvis du fik mere end et barn med ham, så ved du, at han nok er ok og ved sine fulde fem i sine valg. Lad være med at ringe i tide og utide, om ting der ikke er vigtige. “Jamen, det handler kun om børnene, tænker du.” Måske- men giv den nye kæreste plads til at finde sine ben i det nye forhold. En ekskone er en stor størrelse. For hun vil altid være der. Mere eller mindre. Derfor skal du holde lav profil. Så med mindre, det er liv eller død, eller selvmordstanker hos teenageren, så drop det på en lørdag formiddag. Det samme gælder dine sms´r med hjerte kysse smileys. De er forbeholdt din nye kæreste/mand. Ikke din eks. Lav ikke om på samværsdage i tide og utide, bare fordi du kunne det inden din eks fandt en ny og han altid var stand by. Find pasningsmuligheder andre steder. Respekter at din eks også har brug for børnefri dage med sin nye kæreste. Ligesom dig selv. Lad være med at udspørge dine børn om den nye kæreste, andet end om hun er sød ved dem. Tal ALDRIG grimt om den nye kæreste til din eks. Dårlig stil, og mangel på respekt overfor hans valg.  I det hele taget skal du over på din egen banehalvdel. At man ikke er nummer et mere, er bare sådan det er. Og det er ok. Man bør ikke være ekskone, og alligevel ville have en fod indenfor hos sin eksmand. Man må give slip.

Det er ikke det samme som at man ikke kan eller bør have et godt forhold til sin eksmand.

Tværtimod.

 

 

 

 

 

 

Indlæg du også vil synes om

Læg en besked

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *