Jeg er bange for at dø

 

 

 

Jeg er bange for at dø…

Jeg gik en tur med en veninde, der var påfaldende “negativ.” Til sidst spurgte jeg hende ligeud, hvad der var i vejen.

“Siden min hjernerystelse, synes jeg bare at alting er uendelig ligegyldigt og meningsløst. Jeg er ikke deprimeret. Bare sådan… ingenting.” Svarede hun. Og på en måde forstod jeg hende. Fordi.

På en eller anden måde, er livet og de ting der sker, en kliche. Når man er ung, tror man at man aldrig nogensinde skal dø. Det er vodka og juice. Hormoner og sex… man møder en mand. Får nogle børn. Så bliver de større. Sexlivet er noget der skal skrives i kalenderen. På et tidspunkt skrider fundamentet. Man skilles. Børnene flytter hjemmefra. Man møder en anden. Eller flere. Og igen styrer hormonerne dit liv. Kvinder går i overgangsalder. Sveder og tager fem kilo på. Får rynker og huden søger mod jordens indre. Mænd gror en dunk på maven. Pludselig går det op for en, at en del af de valg man tog, og ikke tog, har konsekvenser for fremtiden. Eller de få år der er tilbage. For- er der ikke noget med at der er flest dødsfald mellem 50 og 65? Desuden ved enhver at termen “det grå guld,” er opfundet af en med mimrekort og + 9 i brillestyrke. Og pludselig står man der, over halvvejs i livet, og synes, at man kender alting, for man har gjort alting. Og en del af tingene flere gange. Og det er angstprovokerende, at der ikke kom en ridder på den hvide hest forbi og reddede en. Eller man ikke blev overlæge eller fik en pensionsopsparing. Eller bare forstod, hvad fanden det var der lige skete med de sidste 35 år der fløj forbi. Nogenlunde sådan sker det for de fleste kvinder jeg kender. Mig selv inkluderet.

Det leder til det næste, for nu skal vi længere ind: Hvad er meningen med livet? Nogen vil sige at elske. Kærlighed. At føde børn. Skabe liv. Det nære. Og det er jo smukt. Men hvad så med dem der ikke fik børn eller familie? Så kan De vel ikke være med her. Med mindre de arbejder frivilligt på et kattehjem.

Vil du vide hvad der holder mig i live? Det gør døden. Døden er min eneste drivkraft. For jeg er bange for den. Bange for ikke at nå alt det jeg synes er sjovt at gøre. Og det er derfor jeg gør så mange forskellige ting. Ikke fordi jeg ikke er målrettet eller er forvirret. Nej, jeg er rædselslagen ved tanken om den dag, det er slut. Og jeg tænker, at de ting der sker i livet, ikke kan undgå at være gentagelser. Men fordelen er, at fordi vi har prøvet det før, kan vi blive bedre til at håndtere de ting der sker. Noget med “when they go low you go high.”

Så i din helt egen personlige kliche. Hvad er det der får dig til at stå op om morgenen, andet end dit vækkeur?

Hvis du kunne lide det her indlæg, vil du måske også synes om det HER, der handler om når kvinder bliver sindssyge….http://sannegottlieb.dk/?p=106 

Indlæg du også vil synes om

Læg en besked

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *