Vold i parforhold

 

 

 

Vold i parforhold… I foråret 2018 spurgte min veninde Dorthe Kandi, som er chefredaktør på ugebladet Femina, og som for øvrigt har den her skønne Instagram profil https://www.instagram.com/curvy_kandi/ , om jeg ville stå frem med min egen historie, om at have været i et voldeligt forhold som ung.

Pest eller kolera… Hvordan skulle jeg kunne sige nej, når jeg VED hvor alene man føler sig som kvinde (eller mand,) i et voldeligt forhold. Jeg ville være en kujon. Overfor mig selv. Men i allerhøjeste grad også overfor mine medsøstre. Så jeg sagde ja. Med bankende hjerte! Fuck, hvor var jeg nervøs ved at sætte ord på en ting, jeg så nydeligt havde pakket ned i mere end 28 år. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at fortælle mine nærmeste om det. De opdagede det, da de læste artiklen. Men så blev jeg stolt…

For pludselig modtog jeg breve fra kvinder jeg ikke kender, der delte deres historier. Så rørende. Tusind tak for dem.

Og det gik op for mig, at jeg ikke har en skid at skamme mig over. Jeg var 20 – 22 år. Ung og letpåvirkelig. Jeg mødte bare den forkerte fyr, på det forkerte tidspunkt. Og blev en del af det man kalder “en voldspiral,” hvor ens grænser rykkes gradvist. Til sidst er man hjernevasket. Man ved ikke hvad der er op eller ned. Og vigtigst af alt: Man ser ikke sig

selv som voldsoffer. Man er i total denial.

Hvorfor gik du ikke bare? Ja…hvorfor lader han ikke bare være med at slå? Så havde vi ikke problematikken.

Jeg gik den dag, hvor det gik op for mig, at han kunne risikere at slå mig ihjel. Så langt ude var det.

Nå- men Femina lavede kampagnen sammen med Danner https://danner.dk/

Og jeg fandt på hashtagget #sigdettilnogen, der er kampagnens navn. For den kører endnu. Der kommer til at ske en masse ganske snarligt på den politiske front, hvor justitsministeren har bebudet at belyse om psykisk vold kan straffes.

Men det vender jeg tilbage til. Det korte af det lange. Jeg er nu ambassadør for Danner, og derfor findes den her kategori. For det er mit hjertebarn at stoppe vold mellem mennesker.

PS. på billedet er det undertegnede og Geeti Amiri som frontpersoner i #sigdettilnogen kampagnen.

Indlæg du også vil synes om

Læg en besked

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *